"Måske skulle hun bare passe sit arbejde og ikke bruge så meget tid på at 'positionere sig strategisk i forhold til sin karriere'". - Sådan hørte jeg forleden en introvert beklage sig over en meget ekstrovert kollega. Jeg tænkte, at der heri måske lå en dybere konflikt, end blot en personkonflikt: Esse, non videri!
Så læste jeg i weekenden en artikel i Søndagsavisen, hvor der stod at Tænkerne bliver fyret først. Artiklen handlede om at ledere skulle blive bedre til at balancere de introverte og de ekstroverte ressourcer og ikke forfordele den ene på bekostning af den anden. Artiklen citerede psykolog Camilla Carlsen Bechgaard, der har sagt: »Det er en udbredt misforståelse at tro, at indadvendte mennesker partout er generte. Det er der ikke belæg for at antage.« (17.-19. maj 2013 s.46).
Jeg ved ikke om overskriften har helt ret, men jeg er overbevist om at det kan være ekstra vanskeligt for introverte at gøre sig gældende i denne megen ekstroverte tid, og at der derfor knytter sig en særlig ledelsesopgave til ledelse af introverte. Ikke fordi, der er problemrt med de introverte, men fordi der er problemer med tidsåndens forudindtagelser.
Lederens fokus skal være på værdiskabelse, og dette kræver et godt miks af introverte og ekstroverte kompetencer. Introverte kompetencer handler blandt andet om fordybelse, analyse og refleksion. Og en introvert har måske mere tendens til at stille de irriterende hvorfor-spørgsmål til en opgave end de mere eksekverende hvordan-spørgsmål. Den introverte kompetence er dog andet og mere end unødig støj på kommandovejen. Det er et anliggende om mening gennem reel værdiskabelse ("Marv, ej bark!" jf Tycho Brahe's valgsprog), og bl.a. derfor skal introverte ledes anderledes end ekstroverte.
Jeg mener, der er belæg for at sige, at vi i dag lever i en meget ekstrovert tid. Jeg har fx ikke set et eneste jobopslag, hvor der står: "vi søger en indadvendt kollega", mens der er talrige eksempler på det modsatte. Sproget afslører tidsåndens præferencer.
Måske kan man - med Søren Kierkegaard - ligefrem sige, at vi lever i fantasternes tid. Fantasten er en personkarikatur, som Kierkegaard bruger til at beskrive æstetikerens vildfarelse, der lever i en overdreven egenreference, og hvor alt er muligt, og intet er nødvendigt. Men for Kierkegaard handler det derimod om en radikal integration af både det nødvendige og det mulige.
De introverte skal ikke bare lære at blive mere ekstroverte, ligesom de ekstroverte heller ikke bare skal blive mere introverte. Det handler derimod om at kunne integrere begge kompetencer i radikal og dynamisk ledelseskultur. Denne radiakle integration (af nødvendighed og mulighed) er gansek vist ifølge Kierkegaad en opgave for den enkelte (Kierkegaard ville nok ikke være særlig begejstret for vor tids hang til person-typologiseringer, fordi de synes at skabe streotype forestillinger og udvisker individidets ejendommeligheder). Dog er det efter min mening, netop en ledelsesopgave, at lede denne eksistentielle integration af selvet i arbejdslivet.
Her et par blogs med inspiraton til at overleve som introvert i en ekstrovert verden:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar